Usain Bolt angriber dopet konkurrent: Han slap for let

Skrevet af admin

24/04/2015

Dagens topnyheder

I 2013 afleverede den amerikanske 100 meter-løber Tyson Gay tre positive dopingprøver, hvilket resulterede i en dopingdom.

Gay valgte at samarbejde med de amerikanske antidopingmyndigheder fra start, og det resulterede i, at han fik en mildere straf på ét års karantæne.

Den manøvre er den jamaicanske konkurrent Usain Bolt, historiens hurtigste mand, på ingen måde imponeret over.

- Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt. Beskeden burde være: Hvis du snyder, bliver du sparket ud af sporten, siger Bolt i et interview med magasinet Runner's World ifølge Sky Sports.

- Det sender det forkerte signal. "Hvis du gør det og bliver opdaget, så bare fortæl os alt, hvad du ved, og så sænker vi din straf, harcelerer den seksdobbelte OL-guldvinder.

Både Usain Bolt og Tyson Gay forventes at være på startlisten til VM i Beijing denne sommer, men førstnævnte ser ikke frem til gensynet.

- Jeg glæder mig ikke til at dyste mod Tyson. Det generer mig virkelig. Jeg er ikke bange for, at han vinder over mig. Det er fordi, jeg respekterede ham så meget gennem årene, siger Usain Bolt.

- Han var en konkurrent, holdt mig på stikkerne og pressede mig til at altid at yde mit maksimale, uddyber Bolt og slutter:

- Jeg føler, at han har svigtet både mig og sporten.

Usain Bolt er indehaveren af verdensrekorden på både 100 meter og 200 meter med tiderne 9,58 sekunder og 19,19 sekunder.

Tyson Gay er den næsthurtigste i historien på 100 meter-distancen med tiden 9,69 sekunder.

/ritzau/