Usain Bolt blev verdensmester

Det var ikke så meget et spørgsmål om hvem, der ville vinde 100 meter-finalen ved VM i atletik i Moskva, men nærmere i hvilken tid, Usain Bolt ville gøre det. Og tiden endte med at blive 9,77 sekunder. Årets bedste tid, men stadig et godt stykke fra verdensrekorden på 9,58, som Bolt selv sidder på.

Amerikanske Justin Gatlin, der to gange tidligere er taget for brug af doping, vandt sølv i tiden 9,85, og Nesta Carter fra Jamaica vandt bronze i tiden 9,95.

Usain Bolt løb sig tidligere søndag i finalen i 100-meteren uden at løbe sig helt ud, og sammen med tre andre jamaicanske løbere kunne han stille op til finalen i Moskva. Finalen blev afviklet under lidt specielle omstændigheder, da det skete i regnvejr. Kort forinden havde der også været lyn og torden i baggrunden.

Populære Usain Bolt simulerede ved præsentationen inden løbet, at han slog en paraply op over hovedet, som sin kommentar til det løb, han skulle til at løbe.

I modsætning til 100 meteren til VM for to år siden, hvor Usain Bolt tyvstartede, og dermed blev diskvalificeret, forløb starten helt efter bogen denne gang. Justin Gatlin kom bedste fra start, men Usain Bolt hentede ham langsomt men sikkert, og vandt suverænt foran amerikaneren, som ellers har slået Bolt til et løb i Oslo i år.

De fire jamaicanske løbere, som deltog i finalen blev nummer 1, 3, 4 og 5. Det kan man da kalde suverænt.

Dagens Gossip