Usain Bolt kommer næsten til Danmark

Danske atletik-fans får en unik mulighed for at opleve Usain Bolt på nærmeste hold. Men først til næste år. Det kræver en tur over Øresundsbroen, for i sensommeren 2014 optræder Bolt ved det nye stævne Malmö Games.

- Han skal løbe 100 meter, fastslog stævnedirektør Rajne Söderberg mandag ved et pressemøde.

Stævnet bliver afviklet 19. august næste år kort efter EM, der finder sted i Zürich 12-17. august.

Bolt har foreløbigt ikke haft den store succes i denne sæson. Således blev han torsdag i sidste uge slået af amerikaneren Justin Gatlin. Han stiller op på 200 meter ved Diamond League-stævnet Bislett Games i Oslo på torsdag.

Hans stjernestatus er dog på ingen måde i fare foreløbig. Således var han søndag manden, der uddelte French Open-trofæet til Rafael Nadal.

Dagens Gossip