Usain Bolt suveræn i 200 meter-finalen ved VM

Hvis nogen skulle have fået den opfattelse, at jamaicaneren Usain Bolt er ved at blive mæt af succes, kan de godt tro om igen. Efter guldet på 100 meter-distancen fortsatte Bolt sin sejrsrække, da han i lørdagens finale på den dobbelte distance også var hurtigst af alle.

Det sket i utrolig suveræn stil, da han i den imponerende tid, 19,66 sekunder vandt med flere meter til landsmanden Warren Weir, der løb i 19,79 sek., mens Curtis Mitchell i en utrolig tæt kamp om tredjepladsen lige præcis fik presset sig i mål som nummer tre.

Hans tid blev noteret til 20,04 sek.

Der var før finalen sået tvivl om Usain Bolts niveau, da han tidligere på ugen angiveligt blev skadet, fordi han havde tabt en startblok over foden. Men hvis jamaicaneren var skadet, var det ikke noget, der påvirkede hans finaleløb. Ganske vist er tiden 19,66 sek. langt fra hans verdensrekord, der lyder på 19,19 sek., men det er trods alt den ottendehurtigste tid nogensinde på distancen, og kun fem gange i historien har nogen løbet under 19,60 sek.

Med guldet på 100 meter og 200 meter er Usain Bolt sikkert tilbage på VM-tronen som verdens hurtigste mand, efter han helt missede finalen på 100 meter for to år siden i Daegu i Sydkorea, da han tyvstartede og blev diskvalificeret.

Dengang tog landsmanden Yohan Blake guldet i stedet for, men ved OL i London sidste sommer viste Bolt, hvem der er Jamaicas sprinter nummer ét ved at vinde både 100 og 200 meter-guldet. Og nu sidder han så på alle individuelle titler igen i både VM og OL-regi.

Det kan blive til endnu mere guld til Bolt ved det igangværende VM, når der på sidste konkurrencedag løbes 4x100 meter-finale. Her er Jamaica tårnhøj guldfavorit.

Dagens Gossip