USA's centralbank: Græsk krise kan ramme globalt

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

Hvis den græske regering ikke bliver enige med de internationale kreditorer om en løsning, der redder Grækenlands økonomi fra at gå bankerot, kan det føre til uro for verdensøkonomien.

Sådan lyder det fra Janet Yellen, der er USA's centralbankchef.

- Det er en meget svær situation. Hvis det sker, at der ikke kommer en aftale, ser jeg et potentiale for forstyrrelser, der kan få betydning for de europæiske økonomiske prognoser og de globale financielle markeder, siger Yellen efter et rentemøde i centralbanken.

- Uheldigvis står Grækenland og kreditorerne lige nu over for meget svære afgørende beslutninger, og det er mit håb, at de i de kommende dage vil fortsætte med at forsøge at finde en løsning, siger hun videre.

Hun tilføjer, at USA's økonomi er meget lidt udsat for en direkte påvirkning af den græske krise.

- Men i det omfang, at der er en påvirkning af eurozonens økonomi og de globale finansmarkeder, så vil der uden tvivl være en påvirkning af vores økonomi også, siger Yellen.

I øvrigt skriver det tyske nyhedsbureau dpa og også det franske nyhedsbureau AFP, der citerer en EU-kilde, at Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, onsdag aften ringede til EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

Det var deres første - kendte - kontakt, efter at forholdet mellem dem tilsyneladende blev afkølet i den forgange weekend på grund af uenighed om gældsproblemerne.

- Tsipras ringede til Juncker. De talte i nogle minutter og blev enige om, at de skal tale senere. Der er ikke fastsat en dato, siger kilden til AFP.

Torsdag mødes eurozonens finansministre for at drøfte krisen, der lige nu handler om, at Grækenland skal betale et afdrag på sine store kriselån til Den Internationale Valutafond (IMF) den 30. juni.

Det ser ikke ud til, at Grækenland har pengene, men regeringen i Athen forsøger at få kreditorerne, der er IMF, Den Europæiske Centralbank (ECB) og EU, til at frigive den sidste portion af den store lånepakke, der har holdt Grækenland økonomisk i live i de seneste par år.

Imidlertid kræver kreditorerne, at Grækenland indfører reformer og besparelser, hvilket den græske regering stejler over.

/ritzau/AFP