USA's finansministerium: Putin er korrupt

Skrevet af admin

25/01/2016

Mest læste i dag

Det amerikanske finansministerium anser Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at være korrupt.

- Og det har han været i mange år, siger en talsmand for ministeriet, Adam Szubin, i et interview med BBC.

Adam Szubin fra finansministeriets sektion for bekæmpelse af terror og økonomisk kriminalitet, siger, at Putin i årevis har opbygget en hemmelig formue.

- Vi har set, hvordan han beriger sine venner og nære allierede med statslige midler, og hvordan han marginaliserer dem, som han ikke anser som sine venner.

- Hvad enten det gælder Ruslands energiressourcer eller andre statslige kontrakter, så dirigerer han dem, som han tror vil tjene ham og ekskluderer andre. For mig er det korruption, siger Szubin til BBC-programmet Panorama.

Szubin ville ikke kommentere en CIA-rapport fra 2007, hvor det anslås, at Putin har en formue på over 275 milliarder kroner, men han siger, at Putins oplyste formue er langt mindre end den virkelige.

- Han har efter sigende en årsløn, der svarer til 110.000 dollar (758.000 kroner). Men det er ikke i overensstemmelse med mandens rigdom, og han har årelang erfaring i, hvordan man skjuler sin reelle rigdom.

Aktivisten og bloggeren Aleksej Navalnij fra den russiske opposition kalder Putin for "Korruptionens Zar" og anslår over for BBC, at der årligt udsuges 50 milliarder dollar (344 milliarder kroner) af den russiske økonomi til korruption.

- Putin opfordrer embedsmænd og politikere til at være korrupte, fordi det er sådan, han styrer landet, siger Navalnij.

Den britiske premierminister, David Cameron, sagde i denne uge, at den tidligere russiske spion Alexander Litvinenko blev dræbt ved "en statsstøttet handling", som han kalder "dybt frastødende."

Cameron siger, at en ny britisk undersøgelsesrapport bekræfter, "hvad vi hele tiden har troet."

Rapporten siger, at Putin, kan have beordret drabet på Litvinenko i 2006.

Litvinenko døde af det radioaktive middel polonium 210, der formentlig var hældt i hans te under et møde med to russiske agenter på et London-hotel.

/ritzau/