USA's folkerigeste delstat forbyder plastikposer

Som den første amerikanske delstat har Californien tirsdag forbudt engangsplastikposer.

Ifølge loven, som guvernør Jerry Brown satte sin underskrift på, vil plastikposerne være fortid i supermarkeder og apoteker fra 1. juli 2015.

Året efter, 1. juli 2016, vil forbuddet træde i kraft hos mindre købmænd og i spiritusbutikker.

- Denne lov er et skridt i den rigtige retning - den reducerer den syndflod af plast, der forurener vores strande, parker og endda også det store hav, siger Brown i en udtalelse.

- Vi er de første til at forbyde disse poser, og vi vil ikke være de sidste, siger han.

Loven betyder desuden, at papirs- og genbrugelige poser fremover skal koste 10 cent.

Lignende forbud, som bakkes op af miljøforkæmpere, er allerede på plads i flere californiske byer, herunder millionbyerne Los Angeles og San Francisco.

Republikanerne i Californien har modarbejdet loven og insisteret på, at staten ikke bør blande sig i små og mellemstore forretningers virksomhed.

Heller ikke posefabrikanterne er glade og har henvist til tabet af arbejdspladser.

Inden forbuddet trådte i kraft i Los Angeles, anslog miljøforkæmpere, at byen brugte 2,3 milliarder engangsplastikposer om året.

/ritzau/AFP

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip