USA's forsvarsminister roser nyt dansk bidrag til IS-krig

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

Folketingets beslutning om at forstærke indsatsen mod Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien bliver modtaget med glæde i Washington.

USA's forsvarsminister, Ash Carter, kalder beslutningen for "et velkomment bidrag fra en værdsat partner".

- Danmarks fornyede og udvidede rolle i den militære indsats - herunder myndigheden til at deltage i kamphandlingernes fulde omfang i Irak og Syrien - vil være med til at lægge yderligere pres på Isil, siger Ash Carter, der bruger et andet navn for Islamisk Stat, ifølge Pentagon.

Med beslutningen tirsdag i Folketinget gør Danmark klar til at sende i alt syv F-16-kampfly, et Hercules-transportfly og op til 400 mand af sted til indsatsen mod IS-bevægelsen, der fortsat kontrollerer landområder i både Irak og Syrien.

Men også i de områder, hvor IS allerede er drevet på flugt, kan Danmark spille en rolle, lyder det.

- Danmark vil bidrage med vigtige ressourcer, der skal hjælpe med at skabe sikkerhed og stabilitet i områder, som er blevet befriet fra Isils kontrol. Det er et essentielt element i at besejre Isil på den lange bane, siger Ash Carter.

Han hæfter sig ifølge pressemeddelelse fra Pentagon ved, at USA i en årrække har kunnet stole på Danmark, når det kom til at hjælpe i militære indsatser.

- Danmark er en urokkelig partner i den globale koalitions indsats. Dets bidrag med blandt andet luftangreb, radarsystemer og træning og støtte til irakiske soldater har allerede været betydelige, lyder rosen fra den amerikanske forsvarsminister.

/ritzau/