USA's Irak-rådgivere tager fat

Skrevet af admin

25/06/2014

Mest læste i dag

En første gruppe amerikanske militærrådgivere er ankommet til den irakiske hovedstad, Bagdad, og går nu i gang med at hjælpe med at afstive det irakiske militær, så det effektivt kan nedkæmpe militante islamister.

De første rådgivere ankom med fly tirsdag, men amerikanske embedsmænd siger, at rådgiverne ikke skal deltage direkte i kamphandlinger.

De skal først og fremmest evaluere gruppen Isil, Islamisk Stat i Irak og Levanten, som i de seneste uger har været i offensiven i det vestlige Irak og har erobret flere byer, mens Iraks hær er løbet væk.

Hundredtusinder af mennesker er på flugt.

USA's præsident, Barack Obama, sagde i sidste uge, at USA vil hjælpe Iraks hær med 300 rådgivere, men præsidenten afviste at angribe Isil fra luften, som Iraks regering ellers har efterlyst.

I Washington siger admiral John Kirby, pressetalsmand i forsvarsministeriet, dog, at USA er begyndt at foretage flere overvågningsflyvninger i Iraks luftrum.

I øjeblikket gennemføres der 30-35 flyvninger dagligt, og det er både bemandede og ubemandede fly.

Der er foreløbig ikke officielle oplysninger om, hvem rådgiverne er, men amerikanske medier har før rapporteret, at der er tale om folk fra USA's elitestyrker, herunder De Grønne Baretter og Navy Seals.

Desuden menes der også at være soldater, som kan udpege mål for kampfly, hvis det alligevel besluttes at angribe Isil fra luften.

Kirby har tidligere sagt, at en del af rådgiverne vil komme fra de specialstyrker, der er udstationeret til bevogtning af USA's ambassade i Bagdad, så disse rådgivere har hele tiden været i landet.

Ydermere nyder ambassadevagterne diplomatisk immunitet.

I mandags blev USA's og Iraks regering enige om, at de amerikanske rådgivere har juridisk immunitet og ikke kan straffes efter irakisk lov.

/ritzau/AFP