USA's lynscorer: Hurtigt mål sendte os under pres

Trods en scoring allerede i første minut var USA i vanskeligheder, da amerikanerne natten til tirsdag dansk tid slog Ghana 2-1.

Manden bag den første scoring, Clint Dempsey, mener, at målet i virkeligheden var med til at opildne afrikanerne, som pressede voldsomt på særligt i anden halvleg.

- Nogle gange er det skidt at score, fordi det andet hold så vil forsøge at styre kampen, og man bliver presset tilbage. Men i sidste ende viste vi stærk karakter og fik et godt resultat, siger Clint Dempsey ifølge tv-kanalen SBS.

Han er dog tilfreds med målet og sin egen indsats.

- Jeg prøvede at gøre det bedste godt for holdet, og det var jeg glad for at gøre i dag, siger Clint Dempsey.

Ghana udlignede til 1-1 med omkring 10 minutter tilbage af kampen, men kort tid efter fik amerikanerne scoret det afgørende mål.

- Den her sejr giver os selvtillid og et boost inden næste kamp. Men det var meget hårdt. Specielt når vi ikke havde bolden så meget og måtte løbe efter dem. Det var meget varmt og fugtigt, siger anføreren om opgøret i Natal.

Samtidig måtte de amerikanske fans se en af holdets profiler i form af angriberen Jozy Altidore forlade banen med en skade.

- Forhåbentlig kan han komme sig hurtigt, lyder det fra en fortrøstningsfuld Clint Dempsey.

USA møder i sin næste kamp Portugal, som tabte sin første kamp 0-4 til gruppens sidste hold, Tyskland.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV