USA's nye fly-regler: Kun opladte mobiler checkes ind

Skrevet af admin

06/07/2014

Dagens topnyheder

Ingen skarpe genstande, ingen væske i beholdere større end 100 ml - og ingen mobiltelefon, der er løbet tør for strøm.

Fremover skal man sørge for, at der er strøm på både mobilen og den bærbare computer, hvis man ikke vil risikere at blive nægtet at medbringe dem på flyrejsen til USA.

USA's transportsikkerhedsadministration, TSA, vil fremover ikke tillade, at elektroniske apparater medbringes på en række flyvninger fra udlandet til USA, hvis ikke passageren kan tænde for mobilen eller computeren.

Den nye regel er en del af TSA's skærpede regler, som er blevet introduceret, efter efterretninger om, at terrorgrupper er i færd med at udvikle nye former for sprængstoffer, som ikke kan opdages i lufthavnenes nuværende sikkerhedskontrol.

Det betyder, at passagerer, der rejser fra visse lufthavne i Europa og Mellemøsten med direkte fly til USA, vil blive udsat for en ekstra sikkerhedskontrol.

Passagerer risikerer fremover at blive bedt om at tænde deres mobiler og computere, og hvis de ikke er i stand til at gøre det, må elektronikken blive på landjorden.

Årsagen til den nye sikkerhedsregel skal findes i frygten for, at telefoner, tablets, computere eller andre elektroniske apparater kan bruges i forbindelse med en bombe.

Derudover kommer de skærpede sikkerhedsregler til at betyde, at myndighederne vil foretage et ekstra gennemsyn af de rejsende og deres ejendele på nogle afgange.

Opfordringen til passagererne lyder, at man skal komme i ekstra god tid til lufthavnen, fordi der ved flere afgange må forventes længere sikkerhedsgodkendelse.

/ritzau/Reuters