USA's olieproduktion rammer milepæl

USA's produktion af råolie overgik i oktober landets import af olie. Sidst det skete, var i 1995.

I sidste måned var den amerikanske produktion af olie på 7,7 millioner tønder om dagen, mens indførslen af olie var den laveste siden februar 1991, oplyser energiministeriet i Washington. Den indenlandske produktion var i oktober den største i 24 år.

- Milepælen er et resultat af en forøget produktion og politiske tiltag. Højere krav til brændstofudnyttelse har dæmpet forbruget af olie, sænket CO2-forureningen og nedbragt forbrugernes energiregninger, siger Jay Carney, talsmand i Det Hvide Hus.

Obama-regeringen skønner, at USA's dagsproduktion i 2013 i snit vil være på 7,5 millioner tønder olie og næste år ventes den at stige til 8,5 millioner tønder om dagen.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip