USA's pressefrihed er under pres efter Snowden-jagt

Skrevet af admin

12/02/2014

Dagens topnyheder

Pressefriheden i USA er kommet under stigende pres i løbet af det seneste år - blandt andet på grund af jagten på NSA-whistlebloweren Edward Snowden og dommen over WikiLeaks-soldaten Bradley Manning.

Det mener organisationen Journalister uden Grænser, som i sin årlige rapport over pressefriheden i 180 lande sparker USA ned ad ranglisten.

USA falder hele 13 pladser tilbage til en 46. plads og ligger nu bagved lande som for eksempel Rumænien og El Salvador.

- Lande, som bryster sig af at være demokratier og respektere lovgivningen, har langt fra været et godt eksempel, lyder det fra Journalister uden Grænser.

Organisationen mener, at sikkerhedsmyndighederne i blandt andet USA forsøger at hindre journalisterne i et udføre deres arbejde.

- Den amerikanske stats forfølgelse af undersøgende journalister og deres whistleblowere har nået et hidtil uset niveau, siger en talsmand for Journalister uden Grænser ifølge nyhedsbureauet dpa.

Også Storbritannien falder tilbage på ranglisten på grund det "skandaløse pres", som regeringen lagde på The Guardian på grund af avisens Snowden-afsløringer af efterretningstjenesten NSA's omfattende overvågning.

Journalister uden Grænser nævner også sagen om Associated Press (AP), hvor de amerikanske myndigheder i al hemmelighed overvågede nyhedsbureauets telefonsamtaler.

Finland topper ligesom sidste år det såkaldte World Press Freedom Index - efterfulgt af Holland og Norge. Danmark ligger på en syvendeplads, mens sidstepladsen går til afrikanske Eritrea.

Ligesom sidste år ligger Syrien på en 177. plads. Journalister uden Grænser skriver, at landet er særligt farligt at opholde sig i på grund af den igangværende borgerkrig.

Ifølge Journalister uden Grænser har 130 reportere mistet livet, siden konflikten begyndte i marts 2011.

/ritzau/AFP