USA's sikkerhed er største tema til republikansk konvent

Skrevet af admin

19/07/2016

Dagens topnyheder

Det er ikke de traditionelle politiske taler, der trækker overskrifter på førstedagen af Republikanernes partikonvent.

Blandt talerne mandag aften lokal tid i Cleveland er flere realitystjerner og en kvinde, hvis søn blev dræbt af islamister.

Fællestrækket er dog, at de alle angriber Hillary Clinton og Obama-administrationen for at tillade terrorangreb imod amerikanere.

Pat Smith, moren til et offer for et angreb mod det amerikanske konsulat i Benghazi, Libyen i 2012, siger til vild jubel, at Hillary Clinton er "en løgner".

- Jeg holder hende personligt ansvarlig for min søns død. Vi har brug for Donald Trump. Hvis han havde været chefen, var min søn aldrig død, siger Pat Smith.

Tidligere elitesoldat Marcus Luttrell, der har skrevet bogen "Lone Survivor", som blev til en film af samme navn med Hollywood-stjernen Mark Wahlberg i hovedrollen, taler om, at USA's fjender ikke længere er uden for landets grænser.

- De er lige her i vores land. Det er på tide, at vi gør noget ved problemerne. USA er et lys i en verden, der er mørk, siger Luttrell.

Republikanernes Donald Trump har erklæret, at han vil "tilføje lidt showbusiness" til partiets konvent, der varer til og med torsdag. Det er et løfte, som milliardæren har holdt.

Blandt talerne er Willie Robertson, en kendt realitystjerne fra tv-programmet "Duck Dynasty", hvor man følger en ærkeamerikansk familie, der lever af at jage ænder.

- Jeg kan godt fortælle jer, hvorfor eksperter og mediefolk ikke forstår, at Trump er så populær. Det er fordi, at I ikke møder folk som os, der godt kan lide at jage, fiske og bede, siger Willie Robertson.

Derpå følger skuespiller Scott Baio, der er mest kendt for sin medvirken i komedieserien "Glade Dage," der primært kørte på tv i 70'erne.

Også den italienskfødte realitystjerne og model Antonio Sabato taler om sikkerhed i USA.

- Vi er svagere end vores fjender. Donald Trump kan fikse det. Han kan beskytte vores borgere, siger Sabato.

/ritzau/