USA's største delstat legaliserer marijuana

Skrevet af admin

25/02/2015

Mest læste i dag

28 gram marijuana og op til seks planter har indbyggere i den amerikanske delstat Alaska nu fået tilladelse til at besidde i privat regi.

Tirsdag er delstaten blevet den tredje i USA, der har tilladt borgerne at ryge, dyrke og eje pot. Dermed følger Alaska i delstaterne Colorado og Washingtons fodspor, mens Oregon ventes at indføre samme lovgivning på området 1. juli i år.

Lovændringen kommer, efter at Alaskas vælgere i november med et smalt flertal stemte ja til de knap så skrappe regler for rusmidlet, der fortsat er ulovligt i den føderale lov i USA.

En person, der er fyldt 21 år, må nu have 28 gram af stoffet i sin besiddelse, mens vedkommende også nu har lov til at have op til seks planter i hjemmet.

Dog er det kun tilladt at udforske de nye muligheder i privat regi, da det ikke er blevet lovligt at indtage marijuana på offentlige steder.

Alaska mangler dog stadig at få gennemført en lov, der regulerer salget af marijuana. På nuværende tidspunkt er det kun lovligt at "forære" en anden voksen rusmidlet eller planterne.

Guvernør i Alaska Bill Walker har tidligere fremført forslag om at regulere salget af marijuana, så det kommer til at minde om måden, hvorpå der føres kontrol med alkoholsalg, "mens sikkerheden for Alaskas indbyggere og deres helbred beskyttes".

23 delstater i USA har tilladt brugen af marijuana i medicinsk øjemed, og flere delstater overvejer af legalisere rusmidlet som i Alaska, Colorado og Washington.

Ifølge en undersøgelse overvejer yderligere 14 delstater at lovliggøre marijuana frem mod 2020.

Også i Jamaica spilles der nu en ny rytme i marijuana-debatten. Landets politikere har tirsdag vedtaget en lov, der legaliserer små mængder af marijuana, skriver nyhedsbureauet AP ifølge ABC News.

/ritzau/AFP