USA's udenrigsminister på overraskelsesbesøg i Egypten

Skrevet af admin

22/06/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, er søndag på et kort besøg i Egypten, hvor han blandt andet mødes med landets nyindsatte præsident, Abdel Fattah al-Sisi.

På dagsordenen mellem de to politikere er blandt andet Irak-krisen og konfliktens indflydelse på olieforsyningen.

Om Irak-konflikten siger Kerry, at USA ikke kan bebrejdes for krisen. Han understreger samtidig, at det er op til det irakiske folk at vælge en leder, der repræsenterer alle irakeres interesser.

- USA er ikke involveret i at vælge eller pege på en person til at stå i spidsen for Irak. Det er op til det irakiske folk at vælge deres egen leder, siger han i den egyptiske hovedstad, Kairo.

Kerrys besøg i Egypten sker dagen efter, at en egyptisk domstol stadfæstede dødsdommen til 183 mennesker. Heriblandt lederen af Det Muslimske Broderskab, Mohamed Badie, og 182 tilhængere af broderskabet.

Derfor bliver det politiske klima i det nordafrikanske land også vendt under det amerikanske visit.

- Vi har seriøse bekymringer vedrørende det politiske klima. Disse retssager bekymrer både os og andre i det internationale samfund. Retssystemet reagerer på de politiske omgivelser, som regeringen har skabt, siger en embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium.

Den amerikanske embedsmand oplyser samtidig ifølge AFP, at en rate på cirka 572 millioner dollar svarende til over tre milliarder danske kroner er blevet frigivet til den egyptiske regering, efter at den har været frosset inde siden oktober.

Udbetalingen er sket over de seneste 10 dage, og pengene skal særligt gå til at betale Egyptens eksisterende forsvarskontrakter.

Kerry er på rundrejse i en række lande i Mellemøsten og Europa.

Det forventes, at han snart rejser til Irak efter præsident Baracks Obamas ønske.

/ritzau/Reuters