Usher taler ud om sønnens sygdom

Skrevet af admin

31/10/2015

Dagens topnyheder

Sidste år fik "Confessions"-sangeren Ushers søn, Usher V - også bare kaldet Cinco, konstateret type 1 diabetes. Nu taler stjernen ud om sin syvårige søns kamp mod sygdommen.

- Jeg har virkelig lært at værdsætte det mod, børn har i hans alder. Et barn, der skal stikke sig selv hver dag, og altid skal være opmærksom på, hvad han spiser, fordi han altid bærer rundt på denne her sygdom - det er i virkeligheden den slags mod, som vi alle sammen stræber efter.

Det siger R'n'B-sangeren i et interview med magasinet People ved et arrangement for organisationen JDRF, som arbejder på at finde en kur mod sygdommen.

Den 37-årige stjerne, der står bag megahittet "Yeah!", fortæller, at han er fuld af beundring over for sin lille søn og den måde, han håndterer situationen på.

Usher har sønnen Cinco sammen med sin ekskone stylisten Tameka Foster. Sammen har de også sønnen Naviyd på seks år. Naviyd er også påvirket af brorens sygdom, men han har lagt en plan, fortæller sangeren til People.

- Min yngste søn ved, at jeg bekymrer mig meget om Cinco, og for nylig sagde han til mig "Du skal ikke være bekymret! Når jeg bliver stor, skal jeg være forsker, og så finder jeg en kur til min bror", siger Usher, som siden 2009 har dannet par med Grace Miguel, som også er hans manager.

Se Usher med sine to drenge her: https://instagram.com/p/8Xi39uyiVx/?taken-by=howuseeit

/ritzau/FOKUS