Usikker fremtid for Santin

Han spillede sin kamp nummer 200 for FCK søndag mod Esbjerg. Og med sine 79 scoringer er Cesar Santin også tæt på at blive klubbens mest scorende spiller nogensinde. Men københavnernes brasilianske angriber har i dette forår ikke haft mål i støvlerne.

Det havde han heller ikke søndag mod Esbjerg, hvor han spillede til dumpekarakter, og hvor han endnu engang gik fra banen uden at score.

- Jeg har ikke spillet godt i dette forår. Jeg har ikke spillet, som jeg gjorde sidste sæson, det er tydeligt. Jeg har ikke scoret de mål, jeg scorede sidste sæson. Men dét er, hvad der sker. Jeg tænker bare på næste kamp og på at vise at jeg kan gøre det godt der, siger Cesar Santin til sporten.dk

Man skal tilbage til marts for at finde det seneste ligamål fra Santin, som ikke har en forklaring på hans dårlige forårsform.

- Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. I mine fem år her i FCK, er det gået op og ned. Det er jo ikke første gang, det ikke går godt for mig. Der er perioder, hvor man ikke scorer, og nu har jeg ikke scoret i fem-seks kampe, men det skete også i de to sidste sæsoner, siger Santin og fortsætter:

- Jeg er bare glad for titlen, at blive mester er fantastisk. Nu tænker jeg bare fremad, på de næste to kampe, og kigger ikke tilbage, siger han.

Cesar Santin er startet en del på bænken i denne sæson. Overhalet af Andreas Cornelius og ofte også af Nicolai Jørgensen, når han har spillet angriber. Men om dét, får Santin til at søge væk til sommer, har han ikke taget stilling til endnu.

- Vi har stadig to kampe tilbage. Vi skal have overstået de kampe, og så tænker jeg på fremtiden bagefter. Jeg har stadig et år tilbage af min kontrakt, og vi har Champions League til næste år. Det kunne være sjovt at spille CL igen, så jeg ved ikke, hvad der sker, siger Santin.

 

 

 

Dagens Gossip