Usikkerhed om privatforbrug vildleder virksomheder

Det er svært at svare på, om danskerne bruger flere eller færre penge.

For selvom det umiddelbart kan virke som en forholdsvis nem ting at svare på, er udviklingen i privatforbruget omgærdet af usikkerhed.

Det betyder, at økonomerne reelt ikke ved, hvor godt eller skidt det går med en af de vigtigste motorer i dansk økonomi, skriver Børsen.

Usikkerheden kan medføre tab af vækst, fordi nogle investeringer må sættes på pause, advarer Claus Brændgaard, centerchef i Bruun's Galleri, der er et af landets største shoppingcentre.

Samme melding lyder fra Thomas Søby, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer. Han kalder usikkerheden skadelig for virksomhederne.

- Når der bliver større og større usikkerhed om det vigtigste nøgletal i dansk økonomi, så bliver det svært for vores virksomheder at planlægge investeringer og planlægge, hvornår man vil markedsføre nye produkter til forbrugerne. Fordi der simpelthen bliver usikkerhed om, hvor økonomien i virkeligheden er på vej hen, siger han til Børsen.

Derudover risikerer politikerne at føre politik i blinde, vurderer Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, fordi man risikerer at gå i den gale retning på et fundament af usikre forventninger til privatforbruget.

Den større usikkerhed skyldes blandt andet nye betalingsformer som Mobilepay og mere handel på udenlandske hjemmesider.

Privatforbruget er på 950 milliarder kroner og udgør halvdelen af bruttonationalproduktet, hvilket gør tallet afgørende for væksten, skriver Børsen.

/ritzau/

Dagens Gossip