Usikkerhed om salgsplaner hænger over B&O's regnskab

Skrevet af admin

06/04/2016

Mest læste i dag

Bang & Olufsen er fortsat i dialog om salg. Men der er stadig usikkerhed om, hvordan den vil ende, skriver selskabet i sit regnskab for tredje kvartal.

Siden efteråret har rygter om et salg floreret, og det er siden kommet frem, at den kinesiske rigmand Qi Jianhong har afleveret et købstilbud.

- Dialogen kan eller kan ikke lede til et officielt købstilbud på alle eller dele af aktierne i Bang & Olufsen. For nuværende er der fortsat usikkerhed om, hvad resultatet af dialogen bliver, skriver Bang & Olufsen i regnskabet.

Dermed er det fortsat status quo for det altdominerende spørgsmål for Bang & Olufsen netop nu.

- De investorer, og det må være mange, som har sat næsen op efter at det længe og med spænding ventede bud fra Qi Jianhong og Sparkle Roll, spejder forgæves i dagens regnskab efter nyt, skriver investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen i en kommentar til regnskabet.

Ser man bort fra den kinesiske milliardærs potentielle overtagelse af det danske erhvervsklenodie fra Struer, er der fremgang.

I de ni første måneder af Bang & Olufsens regnskabsår, der strækker sig til og med maj, er der omsat for 1937 millioner kroner. De har givet et underskud på 98 millioner kroner.

Det er markant bedre end i samme periode i 2014 og 2015, hvor omsætningen landede på 1661 millioner kroner og underskuddet lød på 164 millioner kroner.

Den udvikling får Bang & Olufsen til at løfte sine forventninger til hele året. Nu forventer selskabet, at salget vil stige med 12 til 15 procent mod tidligere 8 til 12 procent. Samtidig venter Bang & Olufsen dog, at driftsresultatet bliver negativt mod tidligere omkring nul.

/ritzau/