Uskarp City-offensiv koster point mod Aston Villa

Skrevet af admin

08/11/2015

Dagens topnyheder

Manchester City er Premier Leagues mest scorende hold, men fraværet af Sergio Agüero og en tidlig skade til afløseren Wilfried Bony så ud til at ramme holdet søndag mod Aston Villa.

Især Raheem Sterling og Kevin de Bruyne viste manglende skarphed i feltet, og det kostede point, da kampen sluttede 0-0.

De første 45 minutter blev afviklet i et sjældent set langsomt tempo for en Premier League-kamp.

Det betød, at Aston Villa under holdets nye manager Remi Garde ingen problemer havde med at holde topholdet fra at sætte sig tungt på kampen.

Manchester City led også under, at man allerede midtvejs i halvlegen måtte tage angriberen Wilfried Bony ud, og da Sergio Agüero ikke var til rådighed, måtte Kevin de Bruyne lægges frem som forreste mand.

Skulle der have været et mål inden pausen, skulle det nok være kommet fra Raheem Sterlings fod. Den hurtige City-kantspiller kom et par gange til fine muligheder, men ingen af dem blev rigtigt farlige.

Topholdet fik trykket på speederen efter pausen, hvor angrebene begyndte at bølge ned mod Brad Guzan i Aston Villa-målet.

Føringen burde være kommet syv minutter efter pausen, da Jesus Navas lagde et fremragende indlæg ind i panden på Sterling, som få meter fra mål formåede at heade bolden lige i panden på Guzan, som dermed klarede forsøget.

Hjemmeholdet var ikke i nærheden af at skabe noget som helst, men gæsternes ineffektivitet holdt Birmingham-klubben inde i kampen.

Helt til det sidste jagtede vicemestrene sejren, men skarpheden var blevet hjemme i Manchester. Fernando headede på overliggeren i tillægstiden, og ligesom Sterling var han ellers helt fri i feltet.

0-0 betyder, at Arsenal senere søndag kan snuppe førstepladsen med en sejr over rivalerne fra Tottenham.

Aston Villa fik det første point i otte kampe, men holdet er stadig sidst i Premier League.

/ritzau/