Uskarpe Real tager fra City med 0-0 i CL-semifinale

Skrevet af admin

27/04/2016

Mest læste i dag

Intet er afgjort, men Real Madrid må siges at have det bedste udgangspunkt for at nå Champions League-finalen.

I den første semifinale på udebane mod Manchester City fik Real Madrid 0-0 med hjem og kan nu afgøre det til egen fordel i returkampen på hjemmebane næste onsdag.

Real Madrid var det bedste hold i en generelt chancefattig kamp, men i de sidste 20 minutter spillede spanierne sig frem til en række chancer, som burde have kastet mål af sig.

Spanierne savnede sin effektive superstjerne Cristiano Ronaldo, der ikke blev klar til kampen.

Ronaldo var meldt tvivlsom op til kampen, og efter den fysiske test forud for opgøret stod det klart, at portugiseren ikke kunne spille grundet lårskaden, han pådrog sig sidste onsdag i en ligakamp.

Det kunne være årsagen til, at Real Madrid gik meget afventende til værks i kampen. Sjældent ser man Real Madrid være så fokuseret på defensiven og organisationen, som det var tilfældet i første halvleg.

Manchester City-spillerne kom nu heller ikke synderligt angrebsivrige på banen, selv om de dog havde bolden mest.

Holdenes gensidige respekt var tydelig. Ingen ønskede at løbe unødvendige risici, og det udmøntede sig i en første halvleg uden en regulær målchance.

Kort før pausen måtte Citys David Silva udgå, og fra anden halvlegs start var Real Madrid yderligere svækket.

Den franske angriber Karim Benzema havde ligesom Ronaldo været tvivlsom op til kampen, og han havde kun en halvleg i sig, inden han måtte lade sig erstatte med Jese Rodriguez.

Anden halvleg var mere livlig fra start, og begge hold forsøgte lidt mere fremadrettet. Det gav et par halve chancer i begge ender.

Manchester Citys topscorer, Sergio Agüero, har vist storform på det seneste, men han manglede lige det sidste over for det stærke spanske forsvar.

Som kampen skred frem, kontrollerede udeholdet kampen bedre og bedre, og 20 minutter før tid, førte det til kampens hidtil største chance.

Hovedstødet fra Jese Rodriguez prellede dog af på oversiden af overliggeren. Kort efter brød Gareth Bale igennem og afsluttede snert forbi stolpen.

Ti minutter før tid havde Real Madrids Casemiro et nærgående hovedstød efter et hjørnespark, men City-målmand Joe Hart reddede med en fodparade.

Hart måtte hive en ny mesterredning frem kort efter, da Pepe helt fri foran mål sparkede lige på målmanden.

Og når der ikke kunne scores på den slags muligheder, var 0-0 eneste mulige udgang.

/ritzau/