Uskøn EM-test: Uafgjort mod Qatar

Skrevet af admin

07/01/2014

Dagens topnyheder

Det danske herrelandshold spillede tirsdag aften uafgjort i generalprøven forud for det kommende EM på hjemmebane.

Fem dage før den første gruppekamp i Herning mod Makedonien måtte Mikkel Hansen og holdkammeraterne nøjes med 23-23 mod Qatar.

Danskerne kom således en anelse ned på jorden efter sejre over de franske værter og Norge ved opvarmningsturneringen Golden League.

Qatar har nationaliseret en hel hær af udlændinge, der skal være med til at sikre den rige oliestat succes ved OL i Rio de Janeiro om to år.

Et ikke 100 procent fokuseret dansk landshold havde i begyndelsen en del problemer i forsvaret, hvilket betød, at tirsdagens affære startede meget jævnbyrdigt.

Jannick Green i Danmarks mål blev lidt for nemt overlistet, men han fik heller ikke megen hjælp af sine holdkammerater. Samtidig fik modstanderne lov til at score en del nemme mål på kontra.

Hen imod slutningen af første halvleg fik danskerne alligevel slået et lille hul og kunne gå til pause foran 14-12.

Pausen gjorde dog ikke noget godt for Ulrik Wilbeks mandskab, der straks fra anden halvlegs start ødslede en tremålsføring væk og kom bagud 15-16.

På forhånd har der været talt en del om de øjeblikkelige skavanker på det danske landshold, men flere af spekulationerne kan så småt stoppe. Tirsdag aften var både Hans Lindberg og Bo Spellerberg i aktion, så de virker helt klar til EM.

På venstrefløj spillede Casper U. Mortensen på Anders Eggerts' plads. Bjerringbro-Silkeborg-spilleren gjorde det nogenlunde i Eggerts skadesfravær, men lavede også lidt småfejl.

I glimt viste Mikkel Hansen, at hans skudarm er, hvor den skal være før EM. Profilen fra Paris Saint-Germain sløsede dog også en hel del, så det endte med en blandet indsats fra Danmarks store stjerne.

Mikkel Hansen var sammen med Kasper Søndergaard tæt på at afgøre kampen i de sidste fem minutter med nogle vigtige scoringer. Men Qatar fik fire sekunder før slutfløjt udlignet til 23-23.

Ulrik Wilbek nåede at smide et time-out-kort, hvilket betød, at danskerne havde fire sekunder til at sikre sejren. Mikkel Hansen formåede dog ikke at ramme målet, og så endte opgøret uafgjort.

Resultatet var dog nok til at sikre Danmark den samlede sejr ved Golden League. Det må gerne gentage sig om få dage i Herning.

/ritzau/