'Uskyldig' mand løsladt efter 42 år i fængsel

Skrevet af Michael Lauritsen

03/04/2013

Dagens topnyheder

Han var kun en ung purk, da han blev sat bag lås og slå. Onsdag blev han sat på fri fod.

Amerikanske Louis Taylor, der fylder 59 på lørdag, blev som 16-årig arresteret for at starte en voldsom brand på Pioneer Hotel Tucson Hotel i Tucson, Arizona i december 1970. En brand, der kostede 29 mennesker livet.

Siden har mange sået tvivl om hans skyld i sagen. Selv har han hele vejen fastholdt sin uskyld. I dag blev han endelig løsladt.

- Det er en fortælling om to tragedier: Pioneer Hotel-branden og min anklage, sagde Louis Taylor til de fremmødte journalister foran fængslet i Tucson.

En kamp

Tidligere onsdag stod hovedpersonen over for et vanskeligt valg i retten i Tucson.

Han kunne have fortsat sin kamp for at få renset sit navn fuldstændig og dermed blive i fængslet. Eller han kunne blive løsladt med det samme.

Louis Taylor valgte ikke at presse på for en ny retssag, som ville have sendt ham bag tremmer i yderligere to-tre år, mens han ventede på en ny sag.

Det betyder til gengæld, at Taylor har frasagt sig retten til at lægge sag an mod staten.

Uskyldig

Den nu løsladte mand blev idømt 28 livstidsdomme, men hævder fortsat, at han er uskyldig.

Han har pointeret, at han blev dømt af en jury kun med hvide medlemmer, ligesom politiet aldrig efterforskede andre mistænkte i sagen.

Rapporter fra sagen indikerer, at Taylor rent faktisk hjalp folk med at undslippe flammerne, inden han blev anholdt samme nat.

Selv retsformanden udtrykte skepsis over for dommen.

Taylors advokater mener, at det kunne have været et springende punkt i en ny retssag, men forløbet - blev de enige om - ville trække for langt ud.

Anklager uenig

Anklageren i sagen tror stadig, Louis Taylor er skyldig, men erkender, at det ville have være vanskeligt at føre sagen frem til en ny dom på grund af manglende beviser.

Hotellet-branden er en af ​​de værste i Arizonas historie. Mange gæster var fanget på deres værelser, mens flammerne opslugte bygningen. Brandbilernes stiger var for korte til at nå de øverste etager. Nogle af hotelgæsterne sprang i døden, mens andre brændte i deres værelser. De fleste døde af kulilteforgiftning.

Kilde: Sky News