Ustabil mand affyrede skud mod politiet

Skrevet af admin

12/11/2013

Dagens topnyheder

Flere betjente blev beskudt tirsdag formiddag i Esbjerg af en psykisk ustabil mand, som dog ikke ramte nogen med sit luftgevær.

Dramaet foregik på Isbjørnevej, hvor politifolkene var rykket ud på grund af en advarsel fra mandens kontaktperson.

Kontaktpersonen vurderede, at den 46-årige mand i lejligheden kunne være til fare for andre, og det viste sig altså at være rigtigt.

- Der er ingen tvivl om, at manden har behov for psykiatrisk hjælp, siger vicepolitiinspektør Bent Thuesen i Syd- og Sønderjyllands Politi.

De beskudte betjente tilkaldte forstærkning, men manden kom uden for og blev anholdt, oplyser politiet.

Den 46-årige er blevet sigtet for forsøg på farlig vold og for vold mod tjenestemand, fortæller Bent Thuesen.

Tirsdag eftermiddag skal manden tilses af en læge.

En mulighed er, at der vil ske indlæggelse af den 46-årige.

/ritzau/