Utilfreds AGF tættere på regnskabs-nul

I 2010/11 lød underskuddet i selskabet bag AGF på 35 mio. kr. I 2011/12-regnskabsåret manglede der 15 mio. kr. i at nå nullet. Og i 2012/13 kommer Aarhus Elite A/S, som selskabet hedder, ud med et underskud på 6,5 mio. kr.

Det er man ikke tilfreds med i Aarhus, selv om det ifølge en meddelelse fra klubben svarer til det forventede.

- Det vil altid være utilfredsstillende at præsentere et underskud - også i en fodboldvirksomhed. Men jeg synes trods alt, det er værd at glæde sig over, at mange ting går i den rigtige retning. Vi har de seneste år fået reduceret vores underskud markant. Det er primært sket ved at øge indtægterne fra flere samarbejdspartnere, tv, og transfer - uden at omkostningerne er eksploderet. Vi har forhåbninger om, at vi kan fortsætte denne udvikling de kommende år, siger administrerende direktør i Aarhus Elite A/S, Jan Christensen, på agf.dk.

Bestyrelsesformand Lars Fournais mener også, at selskabet bag klubben er på rette vej, selv om følsomheden er stor i en virksomhed, der bygger på noget så uforudsigeligt som et fodboldholds præstationer.

- Vi ved, at i denne branche kan skader og et par dårlige kampe vende optimismen. Men jeg mener, vi over de seneste år har etableret en robusthed og kultur, der vil sikre en fortsat positiv udvikling. Med det engagement, der er i og omkring AGF, NRGi Park & Arena og Aarhus Elite, ser jeg positivt på fremtiden. Men det kræver hårdt arbejde på alle poster at nå vore mål, siger han.

Dagens Gossip