Utilfreds kunde hev en del af skægget af en taxachauffør

En taxachauffør i Kolding blev i aftes udsat for vold.

En mand havde hyret taxaen til Kløvervej 37 i Kolding. Da taxaen ankom, steg en mand og en kvinde ind i taxaen. De blev utilfredse med, at startgebyret var 70 kroner og ville kun give 50 kroner.

Taxachaufføren ville ikke give nedslag i prisen. Og det fik både manden og kvinden til at brokke sig højlydt.

Pludseligt steg manden ud af taxaen - og hoppede op på kølerhjelmen, og forsøgte at rive Mercedes-emblemet af. Det lykkedes dog ikke.

Taxachaufføren steg ud af bilen og så forsøgte manden, at slå taxachaufføren, hvilket heller ikke lykkedes. Men manden fik fat i chaufførens skæg og hev så hårdt til, at en del af skægget faldt af, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Lars Chr. Thomsen, til Dagens.dk.

Manden og kvinden stak herefter af fra stedet.

Politiet mener, at der er gode chancer for at finde frem til både manden og kvinden.

Dagens Gossip