Utilfredse lærere: Lønforhøjelsen er til grin

Frustrerede lærere kommer af med deres galde over regeringens indgreb på de sociale medier.

Kommentarerne strømmer ind på blandt andet Danmarks Lærerforenings Facebook-side, og det er overvejende meget utilfredse stemmer, der giver sig til kende.

- Så bliver det tid til eftertanke. Indgrebet er kommet, og det eneste positive ved den sag er at møde sine elever igen. Jeg har selv finansieret min konflikt på 18.000 kroner. Et lån jeg skal betale tilbage over fire år, skriver Jan Christian Hansen.

- Undervejs har jeg skulle lægge ører til, hvordan andre så på folkeskolelærerne. Det var mindre rart. Vores virkelighedsopfattelser lå fjernt fra hinanden. Der var hån og nedladenhed fra mange sider, fortsætter han.

Han suppleres af en anden bruger.

- Sådan skaber man et hold af tyende og ikke et hold af engagerede medarbejdere. Føj for pokker, skriver Klaus Thormann.

Flere lærere opfordrer til strejke efter regeringens indgreb, der udråbes som en sejr for arbejdsgiverne.

- Bondo: Vi vil have en organiseret demo på borgen hurtigst muligt! Lærerne inklusiv mig selv er død frustrerede over indgrebet, skriver Anni Johansen.

Mange giver også deres utilfredshed med de lønforhøjelser, lærerne har i vente som kompensation for de ændrede arbejdstidsregler, til kende.

Danske folkeskolelærere kan se frem til en lønstigning på 3300 til 4200 kroner årligt som følge af regeringsindgrebet, som indeholder en samlet pulje på 300 millioner kroner til ekstra lærerløn.

- Jeg synes, vi skal strejke nu. Vi får jo ingenting. Lønforhøjelsen er til grin, skriver Dortea Brøsted Andersen.

- De 300.000.000 i lønkompensation er lidt hurtigt udregnet mindre end den besparelse, man opnår, når afskaffelse af aldersreduktionen er gennemført.

- Med forbehold fra en matematiklærer, der er lidt rusten på grund af fire ugers lediggang, skriver Allan Nielsen.

Der er dog samtidig Facebook-brugere, som hilser regeringsindgrebet velkommen i kommentarer på lærerforeningens Facebook-side.

- Succes! På tide at selv lærerne kommer til at have arbejdsforhold, der minder om resten af samfundet. Så mangler der bare en reducering af lønnen, så vi kan få noget balance med andre lønmodtagere i samfundet, specielt i den private sektor.

Det skriver Marcus Sørensen.

- Noget tyder på, man endelig er i gang med et opgør med den "kongestatus", som i årtier har huseret i den offentlige sektor, velkommen til virkeligheden, kære lærer, tilføjer han.

Inge-Lise Jørgensen bidrager med følgende kommentar:

- Tydeligt at "den danske model" er outdatet. Dejligt at der kommer et indgreb!

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV