Utøya kan fælde Stoltenberg som statsminister

Siden er Stoltenbergs popularitet dykket, og samtlige meningsmålinger spår en borgerlig jordskredssejr ved Stortingsvalget 9. september. Bliver det valgets resultat, kommer Stoltenberg til at overlade statsministerposten til Høyres leder, Erna Solberg.

Historiker Lars Hovbakke Sørensen har fulgt norsk politik i mange år. Han ser to væsentlige grunde til Stoltenberg og Arbeiderpartiets nedtur. Den første er myndighedernes håndtering af Utøya. Den har givet Stoltenberg »ridser i statsmandslakken«.

»Selv om han fik stor ros i ugerne og månederne efter angrebet, kom det sidste år frem, at myndighederne ikke havde handlet helt så korrekt, som de burde. Det er Stoltenberg, der bærer det overordnede ansvar i forhold til, hvordan politiet og redningsfolkene agerede - alle de ting, der ikke fungerede, har han fået skylden for efterfølgende,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Den anden årsag til statsministerens trængsler er den indenrigspolitiske situation.

»Norsk politik er vendt tilbage til hverdagen, og der klarer Stoltenberg sig ikke så godt, som han gjorde i månederne efter Utøya, hvor han kunne drage nytte af statsmandseffekten,« siger Lars Hovbakke Sørensen og vurderer, at der er 90 procents sandsynlighed for et norsk regeringsskifte.

Spørgsmål: Er det Utøya, der kommer til at koste Stoltenberg statsministerposten?

»Ikke udelukkende, men det er en medvirkende årsag til, at han ikke står så stærkt. Men der er mange andre ting på den indenrigspolitiske front, der også er udslagsgivende,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Det er ikke usædvanligt, at politikere, der har opnået stor hæder for deres håndtering af ekstraordinære situationer, efterfølgende vrages af vælgerne. Lars Hovbakke Sørensen peger på statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) som eksempel. Han udskrev folketingsvalg få uger efter terrorangrebet 11. september 2001:

»Han forsøgte at drage fordel af en statsmandseffekt, men tabte. Der er også eksempler fra tiden omkring Anden Verdenskrig, hvor Winston Churchill (britisk premierminister, red.) tabte valget kort efter krigens afslutning. Herhjemme gled den konservative John Christmas Møller, der var en af de store helte under krigen, hurtigt ud i glemsel og ragede uklar med sit parti, da den politiske hverdag meldte sig,« siger han.

For sit angreb blev Anders Breivik sidste år i august idømt den strengeste straf i Norge - en forvaringsdom på op til 21 års fængsel. Dommen kan dog forlænges i en periode på fem år ad gangen, og derfor kan den ende som en livstidsdom i praksis.

Dagens Gossip