Utøya-overlever: Breivik er luft for mig

Skrevet af admin

15/03/2016

Mest læste i dag

Overlevende og pårørende mindes igen om Anders Behring Breiviks blodige angreb på øen Utøya og i Oslo i juli 2011, hvor 77 mennesker mistede livet.

Tirsdag indledes en ny retssag, hvor Breivik har stævnet den norske stat, fordi han er utilfreds med sine afsoningsvilkår.

Danske Patrick Piscot, der i dag arbejder i en tøjbutik, overlevede massakren på Utøya. Selv om han var tæt på at blive slået ihjel af Anders Behring Breivik, vil han ikke lade sig slå ud af, at sagen igen bliver omtalt.

- Jeg gider ikke at lade mig påvirke af det negative, for så ved jeg, at jeg ville gå alt for meget op i det. Det er også derfor, at jeg ikke har nogen hævnlyst eller nogen form for had, for jeg bliver nødt til at komme videre, siger han.

- Man jo ikke undgå, at det kommer til at dukke op stort set over det hele. Det gjorde det jo også under retssagen, hvor vi så hans ansigt i aviserne hver eneste dag.

Patrick Piscot overlevede Utøya ved, at han sammen med 11 andre sejlede væk fra øen i en robåd, samtidig med at de blev beskudt. Han mistede syv venner under angrebet, og han har siden skrevet en bog om den frygtelige dag.

Bogen har været med til at få Patrick Piscot videre, men han kan godt være bekymret for, at det ikke er alle, der tager sagen så afslappet, som han selv gør.

- Der er rigtig mange, der ikke har det, som jeg har det. Der er folk, som slet ikke er kommet videre, folk som har mareridt og har mistet venner og familie. Jeg kan ikke forestille mig, hvor ondt det må gøre, siger han.

I 2012 blev Anders Behring Breivik idømt 21 års forvaring. Han har ved flere lejligheder klaget over, at han på grund af langvarig isolation og psykisk mishandling afsoner under torturlignende forhold.

Hvorvidt Anders Behring Breivik bliver behandlet ordentligt i fængslet, er svært for Patrick Piscot at svare på, da han ikke har fulgt sagen tæt.

- Jeg tror bare, at han prøver at få opmærksomhed og gøre os berørte kede af det. Jeg synes til dels, det er latterligt. Måske er der noget om snakken, men jeg ved det ikke.

- Jeg ligger ikke så meget vægt på, hvad det er, han åbner munden for at sige. For mig er han egentlig bare luft, siger han.

/ritzau/