Utroligt: Hund fandt sin afdøde ejermand på Kolding Sygehus

Hunden Mitch, en collie fra Kolding, har helt usædvanlige evner. Hunden fandt frem til sin afdøde ejer i kapellet på Kolding Sygehus.

Hundens ejer, der boede på Knud Hansens Vej, døde juleaften og Mitch blev hentet til et midlertidigt sted. Den 29. december hentede den afdøde mands genbo Mitch.

- Men den stak af i galopfart. Vi ledte en del efter hunden, men uden held. Vi fik den også efterlyst blandt andet i taxaer, bybusser og politi, fortæller Inge Lise Termansen til kolding-netavis.dk.

Men søndag morgen den 30. december ringede politiet til Inge Lise Termansen.

- De fortalte, at de havde fundet Mitch. Den lå foran kapellet på Kolding Sygehus og har altså fundet frem til sin ejer, selv om det er omkring seks kilometer væk, siger Inge Lise Termansen.

Hunden blev taget ind af personalet på skadestuen og Inge Lise Termansen hentede hunden.

Den er nu hos en god og kærlig familie.

Og nu har en adfærdsterapeut for hunde henvendt sig, som tilbyder gratis behandling, så Mitch kan komme helt på toppen igen efter den mistede sin ejermand.

Dagens Gossip