Utroligt: Nu kan du komme af med din høfeber

Det ser nu ud til, at der er lindring på vej til den million danskere, der lider af høfeber, også kendt som pollenallergi: Et filter til at sætte på næsen kan reducere din allergi for pollen markant, viser nye forsøg.

»Filtret fanger pollenpartiklerne, før de når slimhinden. Det er designet, så folk glemmer, at de har det på, og så kan man næsten ikke se det. Det er et lovende produkt med en alternativ tilgang til allergi,« siger professor Torben Sigsgaard, der forsker i allergi på Aarhus Universitets Institut for Folkesundhed–, Miljø- og Arbejdsmedicin.

Læs meget mere om den nye opfindelse og få en uafhængig forskers bud på, om det nye næsefilter overhovedet har gang på jord på det danske marked, i artiklen hos Videnskab.dk.

Forskere har før testet forskellige næsefiltre mod pollenallergi, men de har ikke haft held med dem, fordi de tidligere udgaver har været generende for folk, der har brugt dem.

»Det nye filter består af to næsten usynlige net, som sættes fast på det yderste af næseborene med en lille bøjle,« siger Torben Sigsgaard.

Torben Sigsgaard har været med til at teste det nye næsefilter på 21 pollenallergikere i et særligt klimakammer på Aarhus Universitet.

Læs også hos Videnskab.dk: Kan AIDS kurere høfeber?

Resultaterne viser blandt andet, at testpersonernes halsirritation blev reduceret med op til 75 procent, mens symptomer som løbende næse, kløe, nys og stoppet næse faldt med 21 procent i forhold til en kontrolgruppe, der ikke havde filtret på næsen.

Derudover fik testpersonerne ikke vejrtrækningsproblemer af at have filtret på, og 19 ud af de 21 testpersoner sagde efter forsøget, at de ville bruge næsefiltret, hvis det kommer i produktion. De sagde også, at de næsten glemte, at de havde det på.

For at finde ud af, om pollenallergikere vil bruge næsefiltret til dagligt ude i det virkelige liv, får 1.500 danskere lov til at afprøve det derhjemme i løbet af maj og juni. Forsøget bliver gennemført i samarbejde med patientforeningen Astma-Allergi Danmark.

Læs også hos Videnskab.dk: Alternativ behandling: Kan kineosologi kurere allergi?

Det er Peter Sinkjær Kenney, der er MD-ph.d studerende på Aarhus Universitets Institut for Folkesundhed – Miljø- og Arbejdsmedicin, der har udviklet filtret. Han regner med at kunne lancere det allerede i midten af maj 2014.

»I første omgang sætter vi det i salg på nettet, for at se hvordan folk tager imod det. I universitetets klimakammer havde vi en ret lav eksponering for pollen, så det kan godt være, at næsefiltret virker anderledes, når man bruger det ude i det fri, hvor eksponeringen kan være meget højere,« siger Peter Sinkjær Kenney.

Af Anne Ringgaard, Videnskab.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV