Uvante nederlag tvinger Team Esbjerg til justeringer

Skrevet af admin

04/02/2016

Dagens topnyheder

Efter to uvante nederlag i de seneste tre kampe kigger Team Esbjerg mere indad end på stillingen i den bedste kvindelige håndboldrække i disse dage.

Torsdag drager Team Esbjerg på langfart til Nykøbing Falster til mødet mellem de to kvindehold med landets højeste tilskuertal på hjemmebane.

Team Esbjerg-træner Lars Frederiksen har evalueret lidt ekstra oven på de seneste nederlag.

- Det har været vigtigt at få vendt og drejet vores måde at spille håndbold på, og hvordan vi kommunikerer indbyrdes på banen. I de seneste kampe er detaljer i spillet, som tidligere har fungeret, ikke lykkedes.

- Vi synes dog selv, det er småjusteringer, der skal til, og vi skal ikke ændre hele vores håndboldfilosofi, siger Lars Frederiksen til klubbens hjemmeside.

Især nederlaget til Team Tvis Holstebro ramte Team Esbjerg hårdt, og det kan kaste skygger over de næste kampe.

- Skulle der komme en nedtur, er tidspunktet ikke det dårligste. Spillerne er fortsat ved godt mod. Nu skal vi ud og vise, hvad vi duer til, og glæden ved spillet er stadig intakt.

- Nykøbing Falster bliver en hård modstander at rejse sig imod og er et hold, som vi på forhånd skal have stor respekt for. Vi er ikke længere storfavoritter, men et hold, der skal arbejde sig til sejrene, siger Lars Frederiksen.

Kristina Kristiansen og Mette Gravholt har scoret henholdsvis 111 og 82 mål og er to væsentlige forklaringer på, at Nykøbing-mandskabet er ligaens næstmest scorende hold efter Team Esbjerg.

- Vores forsvar og målvogterne har haltet i de seneste kampe, og dem har vi brugt tid på at opruste, for det bliver der brug for mod Nykøbing Falster.

- Defensiven får en stor rolle i en kamp, hvor der formentlig bliver scoret mange mål, siger Lars Frederiksen.

Torsdagens kamp går i gang klokken 20.30.

/ritzau/