Uventet bonus til Mors-Thy efter jubelsæson

Det kan godt være, at håndboldklubben Mors-Thy ikke kom i mændenes DM-finale, selv om holdet kun var en enkelt scoring fra at eliminere de senere danske mestre fra Aalborg Håndbold. Men klubben fik alligevel sat et uudsletteligt positivt indtryk hos mange, og det giver nu økonomisk pote.

En restaurationsejer fra Nordjylland ved navn Christian Lindberg Olsen er nemlig blevet så begejstret over den lille klubs præstation i slutspillet, at han har besluttet sig for at give klubben et økonomisk boost på 300.000 kroner.

- I dagligdagen er jeg ikke voldsomt interesseret i håndbold, men det er altid sjovt, når den lille er i stand til at tirre de store - og der har Mors-Thy gjort det vanvittigt godt, og det var ærgerligt, at holdet ikke kom i finalen, siger Christian Lindberg Olsen til Morsø Folkeblad.

Mors-Thy kvalificerede sig for første gang nogensinde til slutspillet i denne sæson, og her overraskede træner Jan Paulsens hold med frisk håndbold, der blandt andet gik ud over Bjerringbro-Silkeborg, der i år missede DM-finalen for første gang i tre sæsoner.

Med udgangspunkt i en særdeles motiverende hjemmebane, blandt de lokale kaldet Bette-Balkan, var Mors-Thy endda lige ved at komme i finalen med tilhørende deltagelse i Champions League.

Det endte dog sammenlagt med en ærefuld fjerdeplads til de bravt kæmpende nordjyder. Og nu en økonomisk bonus oven i hatten.

Dagens Gossip