Uventet hjælp: Afrikanske Superliga-stjerner vil spille for landsholdet

Han har holdkammeraterne Rilwan Hassan og Izunna Uzochukwu lige i hælene.

Sylvester Igboun og Izunna Uzochukwu er netop nu to af de største profiler hos Superligaens duks FC Midtjylland. Mens Igboun dribler sig igennem modstandernes forsvar og scorer mål, rydder Izunna op på den centrale midtbane.

Normalt har de to nigerianere selskab på FC Midtjylland holdkort af en tredje stor profil med samme pas, kantspilleren Rilwan Hassan, men han har de seneste uger siddet udenfor med en skade.

Tænker man efter, virker det umiddelbart som om, de tre profiler har været i FC Midtjylland i en evighed, og det er da heller ikke helt forkert. 23-årige Sylvester Igboun kom til Danmark en kold dag i januar 2005, mens hans to landsmænd har haft fast bopæl på den jyske hede siden 2007.

I Danmark kan man søge om dansk statsborgerskab efter ni års ophold i landet. Den grænse runder Igboun om få måneder, og også Izunna og Hassan nærmer sig skæringsdatoen. De to har i dag været syv år i landet.

- Jeg har tænkt mig at ansøge om dansk statsborgerskab. Jeg vil rigtig gerne have det. For det første, fordi det på sigt giver flere muligheder i forhold til at spille for klubber i andre lande. Især i England, siger Sylvester Igboun.

Dén holdning deles af vennerne og holdkammeraterne Hassan og Izunna, og det åbner muligheder. Ikke bare for de tre spillere, der alle står højt på shoppinglisten hos større klubber i udlandet, men i dén grad også for det danske landshold.

Et dansk statsborgerskab er lig med muligheden for at spille i den rød/hvide trøje, og da ingen af de tre står noteret for landskampe for Nigeria, står de alle klar i kulissen med 'Der er et yndigt land' på læberne.

- Bliver der mulighed, for at spille for det danske landshold, ville jeg elske at gøre det. Jeg når sandsynligvis at bo i Danmark i ni eller ti år, og det er blevet mit andet hjemland, siger Rilwan Hassan, der bakkes op af de to andre.

- Lige nu tænker jeg mest på at spille for mit eget land, men bliver jeg dansk statsborger og landstræneren ringer, vil jeg helt sikkert tænke kraftigt over at spille for Danmark og tale med min familie om det, fastslår Sylvester Igboun.

- Jeg tænker stadig på at spille for Nigeria, men hvis den danske landstræner ringer, vil jeg uden tvivl høre på, hvad han har at sige, supplerer Izunna Uzochukwu.

Udover ni års ophold i Danmark skal de tre FCM-profiler bestå to prøver, før de kan se deres portrætter på et rødbedefarvet pas. En i det danske sprog og en i danske samfundsforhold. Forberedelserne til de prøver er allerede i fuld gang, og allerede i november kommer den første eksamen.

- Dansk er et virkelig svært sprog, men det er også derfor, vi arbejder hårdt på det og går i skole to gange om ugen. Vi har allerede forbedret os meget, forklarer Rilwan Hassan.

Torsdag forlængede både han og Sylvester Igboun deres kontrakter til 2016. Izunna Uzochukwu kontrakt med Superligaens førerhold løber til sommeren 2014.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV