Uventet julegave til gæst nummer 1 million

Tina Toft fra Varde fik fredag morgen en uventet julegave, inden hun i Billund Lufthavn gik om bord på Bravo Tours’ første charterfly til Lanzarote.

Bravo Tours’ administrerende direktør, Peder Hornshøj overraskede ved gate 15 Tina Toft med et gavekort på 5.000 kroner, fordi hun var Bravo Tours’ gæst nummer 1 million fra Billund.

- Det er snart 15 år siden, vi sendte de første gæster af sted her fra Billund. Dengang drømte vi ikke om, at Bravo Tours få år efter skulle blive jydernes foretrukne rejsearrangør, så jeg er enormt stolt over, at så mange nu rejser med os. Og jeg er ret misundelig på jer, der skal ned til varmen og afslappende feriedage, sagde Peder Hornshøj, inden han klippede det røde bånd som tegn på, at en ny flyrute fra Billund åbnede.

I den anledning var der champagne og kransekage til alle, der skulle til Lanzarote med Boeing-flyet fra Primera Air.

Den 52-årige lærer Tina Toft og hendes mand, Niels Jørn Nielsen, fik en ekstraordinær god start på juleferien.

- Vi har i nogle år været med Bravo Tours på Tenerife i julen. Det er dejligt afslappende, og et par gange har vi slet ikke opdaget, at det var 24. december, Vi glæder os til godt vejr og oplevelserne på en ø, vi ikke kender, inden jeg skal hjem til 4. klasse på Janderup Skole, sagde Tina Toft på vej til flyet.

Billund Lufthavns administrerende direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, glæder sig over, at Bravo Tours nu har sendt over en million gæster på ferie fra Danmarks næststørste lufthavn.

- Bravo Tours valgte Billund Lufthavn til de første rejser for snart 15 år siden, og det er glædeligt, at vi nu sammen har sendt en million danskere på ferie. I dag åbner Bravo Tours en ny rute fra Billund med nye muligheder, så endnu flere mennesker kan komme af sted til gode oplevelser og vende hjem med gode ferieminder, siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Dagens Gossip