Uvished om gerningsmænd i Paris - fem meldes dræbt

Skrevet af admin

14/11/2015

Dagens topnyheder

I alt er otte gerningsmænd bag fredag aftens angreb i Paris døde. Det oplyser Agnes Thibault-Lecuivre, talskvinde for Paris' anklagere, til nyhedsbureauet AP ifølge The Guardian.

Hun tilføjer, at flere medskyldige bag de blodige begivenheder fortsat kan være på fri fod.

Tidligere var der meldinger om mindst fem dræbte gerningsmænd, og det tal er altså steget.

Det drejer sig ifølge de franske myndigheder om blandt andre fire gerningsmænd ved koncertsalen Bataclan. Tre af dem sprængte sig selv i luften, mens den fjerde også var iført en selvmordsvest, men blev dræbt af politiet.

Derudover skulle tre personer have sprængt sig selv i luften ved det franske nationalstadion, Stade de France.

Endelig er en ottende formodet gerningsmand død på Voltaire-boulevarden.

Derudover er det dog stadig småt med oplysninger om gerningsmændene.

Frankrigs præsident, François Hollande, har også bekræftet, at de fire formodede gerningsmænd ved koncertsalen Bataclan blev dræbt dér.

- Terroristerne, der ikke var langt herfra, er blevet dræbt, sagde Hollande på fransk tv, efter at han havde besøgt et sikkerhedskommando-center tæt på Bataclan.

Der er ikke kommet officielle udmeldinger om, hvordan de forskellige angreb rundt omkring i Paris hænger sammen.

Et vidne inde i koncertsalen Bataclan har ifølge AFP beskrevet episoden som en regulær massakre.

- Jeg så 20 til 25 kroppe på gulvet, og folk var meget alvorligt såret af skud, fortæller Julien Pierce til radiostationen Europe 1 ifølge Reuters.

Flere medier melder ifølge Reuters om, at personer i koncertsalen har hørt gerningsmændene råbe "det her er for Syrien, det her er for Syrien".

Et øjenvidne til angrebet på en bar, hvor mindst ti mennesker menes at være blevet dræbt af mænd bevæbnet med automatvåben, siger, at råbet "Allahu akhbar" (Gud er stor, red.) blev hørt under angrebet.

/ritzau/