Uvist hvem der i fuldskab kørte lastbil i grøft ved Ringsted

Uheldet skete søndag eftermiddag ved 16-tiden på Vollerslevvej ved Ringsted, hvor politiet fik en anmeldelse om, at en anhænger tilkoblet en lastbil var væltet ned i grøften efter at have påkørt et træ.

Politiet traf kort efter på uheldsstedet to mænd, en 38-årig mand fra Regstrup og en 18-årig mand fra Fakse Ladeplads, der begge var spirituspåvirkede.

Ingen af dem ville umiddelbart erkende at have været fører af lastbilen, og ingen af dem var identisk med navnet på fartskriverkortet i lastbilen.

Derfor blev begge mænd anholdt som mistænkt for spirituskørsel i lastbilen med anhænger og fik udtaget en blodprøve til nærmere analyse for alkohol.

Lastbilen og anhænger var fyldt med murbrokker og var kommet i slinger under kørslen, hvorefter anhængeren til sidst havde ramt et træ og var væltet ned i grøften.

Diverse murbrokker blev spredt ud på vejen og en mark. Politiet brugte eftermiddagen og aftenen til at foretage efterforskning i et forsøg på fastlægge identiteten på føreren af lastbilen.

Efter afhøringer blev de to mænd løsladt i nat.

Ingen kom til skade ved uheldet.

Dagens Gossip