Uvist hvornår broen i Kolding igen åbnes helt for biltrafik

Skrevet af Elo Christoffersen

12/03/2013

Dagens topnyheder

Det er fortsat uvist, hvornår broen ved Svineryggen mellem Jens Holms Vej og Fynsvej igen åbnes helt for trafik.

Efter et godstog i går bragede ind i en bropille og rev køreledninger ned, er et spor blevet åbnet for togtrafikken og det nordlige spor fra Jens Holms Vej mod Fynsvej er åbent for biltrafik.

Kolding Kommune og Banedanmark arbejder lige nu på en fælles tidsplan for, hvornår broen på Jens Holms Vej i Kolding igen åbnes helt for trafik. Tidsplanen er formentlig klar onsdag eller torsdag.

I går kørte et godstog ind i en af bropillerne, der knækkede. I aftes blev der delvist åbnet for trafik under og over broen på Jens Holms Vej ved Fynsvej i Kolding. Lige nu regnes der på, om der skal laves en midlertidig løsning eller om man med det samme skal klare hele reparationen.

17.500 biler dagligt

Vejen er en vigtig færdselsåre i Kolding, og dagligt passerer 17.500 biler og lastbiler broen. Der er skiltet med omkørsel, hvis man kommer kørende fra nord. Her skal du køre ad Ndr. Ringvej, Vester Ringgade, Tøndervej og Sydbanegade.