Uvist om anklager kræver forstander i fængsel

Anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har besluttet at rejse tiltale mod Lundby Efterskole og dens forstander i sagen om kæntringsulykken på Præstø Fjord den 11. februar sidste år.

Ved ulykken faldt 13 elever og to lærer fra Lundby Efterskole i vandet, da gruppen i en fladbundet dragebåd sejlede ud på Præstø Fjord. Den ene lærer omkom, og syv elever måtte genoplives.

Både skole og forstanderen tiltales for uagtsomt manddrab og for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse.

Der er også rejst tiltale efter sølovgivningen for "forvoldelse af søulykke og sejlads i strid med godt sømandskab" samt "undladelse af at sikre, at menneskeliv på søen er betryggende sikret."

Advokaturchef Michael Boolsen vil ikke på nuværende tidspunkt fortælle, om han vil kræve forstanderen for Lundby Efterskole idømt fængselsstraf.

- Jeg vil ikke udtale mig om strafniveauet på nuværende tidspunkt, siger han til Ritzau.

Tiltalen kommer blandt andet på baggrund af en sønderlemmende kritik af efterskolen i den rapport, som Den Maritime Havarikommission offentliggjorde i september sidste år.

- Der er en længerevarende undersøgelse, som både Den Maritime Havarikommission og politiet har foretaget, der gør, at vi nu rejser tiltale, siger Michael Boolsen.

Dagens Gossip

Dagens TV