Uvist om der var danskere med ulykkesflyet

Skrevet af admin

17/07/2014

Mest læste i dag

Frankrig kan torsdag aften fortælle, at mindst fire af landets statsborgere var med det fly fra Amsterdam til Kuala Lumpur, der angiveligt blev skudt ned i luften over det østlige Ukraine.

Men i Udenrigsministeriets Center for Borgerservice er man fortsat ikke klar over, om der var danskere om bord på maskinen fra Malaysian Airlines.

- Vi har kontakt til ambassaderne i Kiev, Haag og Kuala Lumpur, der alle forsøger at få adgang til passagerlisterne. Men indtil videre er det ikke lykkedes.

LÆS OGSÅ: Malaysisk fly med 295 passagerer skudt ned i Ukraine

- Fordi flyet tilhørte Malaysian Airlines, skal vi formentlig den vej igennem, og det er midt om natten derovre nu, siger en af de ansatte ved borgerservice.

Meget tyder altså på, at det på grund af tidsforskellen mellem Danmark og Malaysia ikke vil lykkes at blive klogere allerede torsdag.

Malaysia er seks timer foran Danmark, og derfor bliver det muligvis først i de tidlige morgentimer fredag eller senere, at der bliver fuld klarhed over, om der var danskere med på flyet.

Heller ikke USA ved præcis, om der var amerikanere med om bord. Præsident Barack Obama siger til Reuters, at man arbejder på at finde ud af, om det var tilfældet.

/ritzau/