V afviser kritik af yderligere indhug i ulandsbistand

Skrevet af admin

20/11/2015

Mest læste i dag

Venstre-regeringen er blevet mødt med kritik fra nær og fjern på grund af besparelser i ulandsbistanden.

Finanslovsparterne - det vil sige de borgerlige partier - skærer i 2016 2,9 milliarder kroner af Danmarks ulandsbistand, så beløbet ender på 14,8 milliarder.

Og på grund af en opjusteret asylprognose spares der yderligere 1,5 milliarder kroner. Det kom frem torsdag, da finansloven for næste år faldt på plads.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, afviser kritikken.

- Udgifter til asylansøgere er jo også ulandsbistand, siger han til Ritzau.

Den ekstra besparelse skyldes, at regeringen har opjusteret sin prognose for antallet af asylansøgere i 2015 og 2016 fra 15.000 til 25.000.

Men hvordan hænger den yderligere besparelse sammen med, at regeringen vil øge indsatsen i nærområderne i forbindelse med den nuværende flygtninge- og migrantkrise i Europa?

Fint, er svaret fra Jakob Ellemann-Jensen.

- Man kan fortsat hjælpe i nærområderne, for det er en relativ stor portion penge, vi har, alt i alt.

- Der er et øget fokus på nærområdeindsatsen, men asyludgifterne kommer nu engang fra ulandsbistanden. Sådan har det altid været, og sådan vil det fortsat være, siger han.

Spørgsmål: Men har det ikke en negativ effekt på hjælpen i nærområderne, når der spares yderligere 1,5 milliarder kroner?

- Det er klart, at når den samlede pose penge bliver mindre, så er der et større behov for at prioritere hårdere, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) siger, at Europa og Danmark befinder sig i en ekstraordinær situation, som kræver en ekstraordinær løsning.

Han minder om, at situationen har ændret sig siden september, da finanslovsforslaget blev lagt frem.

- Vi er i gang med at se på, hvorledes vi indpasser det i budgettet for 2016. Vi friholder det humanitære område, som fortsat bliver tilført flere penge på finansloven til at hjælpe de mange millioner flygtninge i nærområderne, siger han i en skriftlig kommentar.

Socialdemokraternes udviklingsordfører, Mette Gjerskov, langer over for netavisen Altinget ud efter regeringen.

- Det er håbløst. Hvis man vil stoppe flygtningestrømmen, så skal man jo ikke spare på udviklingsbistanden, siger hun.

/ritzau/