V: Alt for ressourcekrævende at stoppe hashhandlen

Skrevet af admin

23/03/2016

Mest læste i dag

Venstre kalder forslag fra DF og S om at standse hashhandlen på Christiania for "mærkværdigt".

- Jeg tror, at begge partier godt kan regne ud, at det vil kræve massiv tilstedeværelse af politi på Christiania døgnet rundt, siger medlem af retsudvalget Jan E. Jørgensen (V).

- Jeg ved ikke lige, hvor de synes, vi skal tage de betjente fra - om det er grænsekontrol, terrorbekæmpelse eller bevogtning af synagogen.

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kræver ifølge DR, at regeringen fremlægger en handlingsplan for at komme hashhandlen i Pusher Street til livs.

- Det er ikke meningen, at vi skal have steder i Danmark, hvor lov og orden ikke overholdes. Vi vil sikre, at vi får sat en stopper for den åbenlyse hashhandel, der til daglig foregår på Christiania, siger retsordfører Trine Bramsen (S) til DR.

Hun vil ifølge DR have Københavns Politi og andre myndigheder til at øge indsatsen.

Til det siger Jan E. Jørgensen:

- Hvis det var så nemt, kan det jo undre, at Socialdemokraterne ikke selv fjernede hashen de fire år, de sad i regering.

Politiken skrev i begyndelsen af marts, at Københavns Politi har pålagt specialenheden Taskforce Pusher Street nye opgaver ud over indsatsen mod den organiserede hashhandel.

Det er en konsekvens af, at Københavns Politi fremover skal bruge flere ressourcer på sikkerhed og bevogtning ved især jødiske mål og udvalgte arrangementer.

Jan E. Jørgensen mener ikke, at der er nogen saglig grund til at kritisere politiets prioriteringer.

- Terror og grænseproblematikken er vigtigere end hash på Christiania lige nu, siger Jan E. Jørgensen.

- Antallet af arbejdsløse politibetjente er nul, påpeger han.

Trine Bramsen er i udlandet og har ikke mulighed for at svare på uddybende spørgsmål, men i en sms til Ritzau forklarer hun, at partiet dels ønsker en handleplan for, hvad der skal ske med hashhandlen, og dels vil have en "opfølgning" på Taskforce Pusher Street.

Regeringens støtteparti De Konservative bakker ifølge DR op om kravet fra S og DF, og dermed er der faktisk flertal i Folketinget, hvis der skulle blive fremsat et konkret beslutningsforslag.

/ritzau/