V: De Konservative sparker åben dør ind til finanslov

Skrevet af admin

31/10/2013

Dagens topnyheder

De Konservatives opråb til Venstre om at være samarbejdsvillige i finanslovforhandlinger med regeringen er ifølge Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, helt unødvendigt.

- De Konservative sparker en åben dør ind. Vi vil gerne forhandle med regeringen. Det sagde vi i august, det sagde vi for tre uger siden, og det sagde vi i går (onsdag. red.) til forhandlingerne. For en blå aftale er bedre end en rød, skriver hun i en sms til Ritzau.

Efter et kort møde med finansminister Bjarne Corydon (S) i Finansministeriet torsdag aften advarede De Konservatives formand, Lars Barfoed, Venstre mod at spille et "taktisk spil" med "firkantede krav" under forhandlingerne om næste års finanslov.

Det var ikke forventet, at der ville opstå sød musik mellem Lars Barfoed og regeringen under mødet. Men formanden kom opløftet ud fra forhandlingslokalet.

- Jeg ser en mulighed for, at Venstre og Det Konservative Folkeparti kunne lave en aftale med regeringen om en finanslov, lød det fra Lars Barfoed.

Også finansministeren havde fået øjnene op for et forlig på tværs af midten. Det skyldes ikke mindst, at torsdagens forhandlinger med Enhedslisten viste sig særdeles problematiske.

- De kommentatorer der har vurderet, at det ville blive nemt og nærmest uproblematisk at få en finanslov på plads med Enhedslisten, de har vurderet situationen forkert, sagde finansministeren.

- Det er bestemt svære forhandlinger med store knaster, og vi holder mulighederne åbne for at lave en aftale med andre partier i folketinget.

/ritzau/