V: Det er politikerne - ikke borgerne - der skal lovgive

Skrevet af admin

11/04/2016

Dagens topnyheder

Et rent paradeforslag.

Sådan siger Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, om forslaget om at lade borgere komme til orde i Folketinget, hvis de kan opnå 50.000 underskrivere for et forslag.

- Vi har et repræsentativt demokrati, og det er nogle år siden, at vi er stoppet med at mødes ved tingstedet ved hver fuldmåne og lave håndsoprækning, siger Jakob Ellemann-Jensen.

- Det kan godt være, man synes, det er uhensigtsmæssigt at have et repræsentativt demokrati. Men det er en helt anden diskussion.

Aftalen er støttet af Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, De Radikale, SF og De Konservative. Kun Venstre og Socialdemokraterne står uden for flertallet.

Ifølge politisk ordfører for Alternativet Rasmus Nordqvist har partierne diskuteret forslaget siden efteråret.

- Vi har arbejdet meget med, hvordan man kan forny den politiske kultur, og hvordan man kan skabe mere borgerinddragelse. Det har givet ekko hos flere andre partier, siger Rasmus Nordqvist.

Jakob Ellemann-Jensen mener ikke, at det vil bidrage til et forbedret forhold mellem vælgere og politikere.

- Man risikerer at gå i modsatte retning, hvis man skaber en "borgerne mod politikerne-kamp", hvor man skal kæmpe for at opnå 50.000 stemmer, siger han.

- Det står desuden ethvert medlem af Folketinget frit for at tage ethvert givent forslag op i Folketinget. Uanset om der er to, 50.000 eller en million underskrifter bag. Det er et fuldstændig tomt forslag, mener V-ordføreren.

/ritzau/