V er beskæmmet over tyrkisk jagt på dommere

Skrevet af admin

18/07/2016

Dagens topnyheder

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, rokker ved en af retssamfundets grundpiller, som er uafhængige domstole, når han forlanger 2745 dommere og anklagere anholdt efter kupforsøget.

Det siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen.

- Dét, vi hører fra Tyrkiet, lyder dybt beskæmmende. Domstolenes uafhængighed er jo en af grundpillerne i et demokratisk samfund. Så det er jeg temmelig rystet over, siger Preben Bang Henriksen, som er advokat.

Han støtter de danske og norske dommerforeninger, som kritiserer Tyrkiet for indgrebet overfor deres tyrkiske dommerkolleger. Som medlem af Europarådet er Tyrkiet forpligtet på retssamfundet, der bygger på et retssystem uafhængigt af politikere, påpeger han.

- Denne afskedigelse er gal i ethvert samfund, også med Tyrkiets medlemskab af Europarådet. Det er en grundpille i et demokratisk samfund, at domstolene er uafhængige, siger Preben Bang Henriksen.

- Det er også derfor, at vi siden 1939 i Danmark har haft et system, at hvis en dommer skal afskediges, skal det ske gennem en særlig klageret, der er uafhængig af regeringen.

Den danske og norske dommerforening foreslog søndag, at de nordiske regeringer skal lægge pres på Tyrkiet, men det vil Preben Bang Henriksen lade regeringen vurdere.

Spørgsmål: - Prøver præsident Recep Tayyip Erdogan at fjerne sine politiske modstandere i ly af kupforsøget?

- Jeg kan i hvert fald undre mig over, at over 2500 dommere pludselig sættes ud af kraft på én gang. Det efterlader da en tanke om, at styret søger at påvirke dommerstanden ved at styre domstolene, siger Preben Bang Henriksen.

- Det er dybt betænkeligt i et demokratisk samfund.

/ritzau/