V: Fint med lovprisning af vitamin-mad

Hvis det er svært at få børnene til at spise de sunde grøntsager, så er det i orden, at de i stedet får vitaminerne gennem cornflakes, som reklamerer for tilsatte vitaminer.

Det mener Venstres forbrugerordfører, Jan E. Jørgensen, forud for at EU-regler gør det muligt at reklamere for sundhedseffekter af fødevarer, som måske ellers ikke er så sunde.

- Der er mange forældre, der døjer med kræsne børn. Det kan jeg heller ikke selv sige mig fri for. Hvis man ikke kan få sine børn til at spise en bestemt type grøntsager, kan man give dem vitaminerne i en pille eller i de cornflakes, de får til morgenmad, siger han.

Om to uger vil det være tilladt sælge en sodavand som sundere, hvis den for eksempel er tilsat vitaminer.

EU-regler, som Danmark forgæves har kæmpet imod i EU-Kommissionen, rykker ind over grænsen og tillader såkaldte anprisninger i stil med ejendomsmæglerens havudsigt, når man læner sig godt ud over altanen.

Folketingets og meningsmålingernes største parti, Venstre, ser ikke det store problem med reklamerne.

- Vi tror på, at forbrugerne er forholdsvis velbegavede og kan skelne mellem skidt og kanel, siger forbrugerordfører Jan E. Jørgensen.

Samtidig forventer han, at anprisningerne bliver korrekte.

- Man skal ikke love noget, man ikke kan holde, siger han.

Socialdemokraternes EU-ordfører Jens Joel er mere skeptisk. Han mener, at pengemænd og fødevareindustrien fik ret meget indflydelse i denne sag.

- Men vi skal ikke dramatisere det. Jeg anklager ikke forbrugerne for at lægge hjernen derhjemme. Jeg opfordrer befolkningen til at tænke sig om en ekstra gang. Der kan være mere vildledning end vejledning for forbrugerne, siger han.

Sagen får ham dog ikke til at holde mindre af EU.

- EU er en kampplads lige som Folketinget og kommunerne, siger han.

 

Dagens Gossip