V: Friis Bach skal orientere om kritisk GGGI-rapport

Det holder ikke, når Enhedslistens Per Clausen siger, at formanden for klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI), Lars Løkke Rasmussen, skulle have orienteret Folketinget om en kritisk rapport fra den sydkoreanske rigsrevision.

Det mener Venstres udenrigsordfører, Søren Pind.

Rapporten fra november 2012 afslørede ifølge Politiken en omfattende korruption og misbrug af offentlige midler i GGGI.

Enhedslisten kritiserer Lars Løkke Rasmussen for ikke at have formidlet kritikken videre til Folketinget, men ifølge Venstres udenrigsordfører, Søren Pind kan man sende kritikken videre til udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

- Den, der skal orientere til danske folketing om, hvad der foregår, og om hvad der eventuelt skulle være galt i forhold til en koreansk rigsrevisionsrapport; Det er den danske udviklingsminister, det er ikke Lars Løkke Rasmussen, slår Søren Pind fast.

Han påpeger, at GGGI's formand (Lars Løkke Rasmussen) skal orientere organisationens bestyrelse, og bestyrelsesmedlemmerne (heriblandt Danmarks udviklingsminister) skal orientere deres respektive parlamenter.

Venstres formand og statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen er i de sidste 14 dage kommet i modvind, efter at det er kommet frem, at han har rejst luksuriøst i forbindelse med sit job for GGGI, hvor han har brugt over én million kroner på 15 rejser.

Såvel Socialdemokratiet som Dansk Folkeparti og Enhedslisten har kritiseret Venstres formand for ikke at fremlægge sine rejsebilag.

Spørgsmål: Ville Venstre ikke have kørt på, hvis formanden havde været en socialdemokrat?

- Det håber jeg ikke. Vil jeg garantere dig det? Det vil jeg da ikke. Jeg håber det ikke, siger Søren Pind.

I tirsdags meddelte Lars Løkke Rasmussen, at han på søndag vil fremlægge "alle oplysninger om mine møde-, rejse- og opholdsomkostninger". Det vil ske på et pressemøde sammen med GGGI's direktør, Howard Bamsey, i København.

Mandag var meldingen ellers Venstre, at Lars Løkke Rasmussen ikke bare kan få fremlagt sine bilag.

- Indenrigspolitisk blev det fremtvunget. Enhedslisten og Dansk Folkeparti begynder at sig, at vi skal trække støtten, og så kan jeg da godt forstå, at nogen begynder at sige, at vi ikke kan have et indtryk i den brede befolkning af, at man bare har frit spil på alle hylder, siger Søren Pind.

GGGI modtager 90 millioner skattekroner i støtte fra Danmark.

/ritzau/

Dagens Gossip