V: Har ministeren læst sin egen grænsehandelsrapport?

Skrevet af admin

29/01/2015

Mest læste i dag

Hos Venstre undrer man sig over, at skatteminister Benny Engelbrecht (S) nedtoner perspektiverne på grænsehandelsområdet efter en ny rapport fra Skatteministeriet.

Oppositionspartiet finder nemlig i selv samme skrivelse bevis for, at man bør sænke afgifterne på blandt andet øl og slik.

- Jeg kan komme i tvivl om, hvorvidt ministeren har læst sin egen rapport, konstaterer erhvervsskatteordfører Mads Rørvig over for Ritzau.

Han henviser til, at rapporten vurderer, at halveringen af sodavandsafgiften har begrænset grænsehandlen med 10 procent, ligesom den efterfølgende afskaffelse ventes at nedbringe den yderligere.

- Det er et klokkeklart bevis på, at lavere afgifter har en positiv virkning på at mindske grænsehandlen, mener Mads Rørvig.

Han mener derfor, at afgifterne bør sænkes på andre grænsevarer.

- Ølafgiften er i dag 15 procent højere end under VK-regeringen, og det er med til at drive grænsehandlen, påpeger ordføreren.

Han hæfter sig også ved, at rapporten melder om en stigning i den ulovlige import af slik og chokolade på 50 procent fra 2011 til 2013.

- Det er også et oplagt område at slå ned, mener Mads Rørvig.

Hos Liberal Alliance tilslutter skatteordfører Ole Birk Olesen sig ønsket om lavere afgifter på de grænsehandlede varer.

- Hvis vi ønsker at styrke dansk detailhandel i konkurrencen mod butikkerne i Tyskland og mod dem, der sælger illegale varer herhjemme, så bliver vi nødt til at indse, at prisforskellen på slik i Danmark og slik i landene omkring os skal reduceres mærkbart, erklærer han i en pressemeddelelse.

Ifølge den nye rapport ligger over halvdelen af grænsehandlen i varegrupper, som ikke er afgiftsbelagt. Alligevel tror Mads Rørvig, at lavere afgifter også kan nedbringe privatimporten på disse områder.

- Folk kører ikke over grænsen for at købe leverpostej og ketchup, men for at købe øl og sodavand.

- Men når de alligevel er dernede, så køber de også leverpostej og ketchup med hjem. Så hvis vi kan få øl- og sodavandshandlen til Danmark, så flytter du også omsætningen på andre varer med, påpeger Venstre-manden.

/ritzau/