V: Hizb-ut-Tahrir hører ikke hjemme i Danmark

Både Venstre og Dansk Folkeparti vender sig i skarpe vendinger mod, at salafister fra de antidemokratiske organisationer Hizb ut-Tahrir og Kaldet til Islam opfordrer danske muslimer til at boykotte folketingsvalget 18. juni.

- Det er direkte modbydeligt, at islamister turnerer rundt og opfordrer muslimer til at undlade at stemme, fordi Koranen er hævet over demokratiet. Det er helt uacceptabelt.

- Det viser, at visse muslimer overhovedet ikke burde befinde sig i et demokratisk land som Danmark, hvor vi netop har fejret 100-året for kvindernes valgret.

Det siger Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard.

- Islamisternes undergravende virksomhed er anledning til, at Dansk Folkeparti endnu en gang vil kræve, at organisationer som Hizb-ut-Tahrir skal opløses.

- Og at en indretning som moskeen på Grimhøjvej, hvorfra gale imamer har rekrutteret unge til hellig krig, skal lukkes omgående. Det må efterhånden gå op for flere og flere, at det her er alvor og meget farligt for vores samfund, siger hun.

Inger Støjberg, politisk ordfører for Venstre, mener ligeledes, at gruppen ikke hører hjemme i Danmark.

- Det er en gruppe, der ikke skyr mange midler, når det handler om at true sig frem her i livet. Vi ved, at de går rundt i ghettoerne og er meget verbalt hårde over for de muslimer, der ønsker at stemme, siger Inger Støjberg.

- De hører ganske enkelt ikke hjemme i Danmark, og det har jeg sagt i årevis. Den gruppe har lavet sådan en fra- og tilvalgsmodel. De har tilvalgt alt, hvad der handler om sociale ydelser og goder og fravalgt alt, der handler om at bidrage på arbejdsmarkedet og at bidrage til demokratiet.

Ifølge Inger Støjberg skal der stilles skarpe krav til den gruppe, om at de skal deltage på arbejdsmarkedet, og at de skal være en del af det danske samfund.

- Og så skal vi tale dem midt imod. Der er ingen tvivl om, at de har fodfæste i nogle af ghettoområderne, og lige så lidt tvivl er der om, at regeringen desværre har givet dem ro til at fylde mere i de her områder, siger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip